Den nyeste trend indenfor mtb dæk er lukkede ringe. Det er dæk, hvor slangen er syet indeni dækket. Faktisk er opfindelsen meget gammel og i landevejs og cross sporten bliver der næsten kun benyttet lukkede ringe. Inden for mtb sporten er det de seneste år blevet mere og mere udbredt. Det startede for alvor hos det dominerende Team Scott Swisspower, hvor stjernerne begyndte at køre med de specielle ringe fra Dugast. Siden har det bredt sig og er nu vidt udbredt i elite mtb. Systemet har dog flere ulemper, særligt for den almindelige bruger, som ikke lige har et nyt hjulsæt stående i depotet. Jeg vil i det følgende nævne nogle af de fordele, der er og også nogle af de ulemper, som dækket har ud fra mit synspunkt.
Fordele:
- Den lukkede ring er limet på og derfor er fornemmelsen helt anderledes end dæk og slange. Man har en fornemmelse af utrolig grip, og dækket krænger ikke nær så meget igennem sving.
- At dækket bliver limet på betyder, at fælgen ikke behøver at have sider der holder dækket på plads. Det giver en meget lettere fælg og gør det meget svært at få snakebite, selv ved meget lavt tryk.
- Det samlede system har en lav vægt, hvilket betyder at hjulet accelerere hurtigt og let.
- Det er dyrt og omstændigt at arbejde med, så du bliver nok den eneste i klubben, der køre med systemet.
Ulemper:
- Besværligt at lime på.
- Udvalget af dæk er meget begrænset.
- Der er ikke mulighed for at smide en ny slange i ved punktering.
- Udvalget af hjul er begrænset og ofte meget dyrt.
Min konklusion.
Der er ingen tvivl om, at for den almindelige motionist er det en dårlig løsning, men for rytteren, som vil have det bedste og hvor placering er vægtet højere end økonomi, giver løsningen mening. Særligt på ruter, hvor der er mange glatte rødder og hvor der samtidig er stor risiko for at få snakebite. Her giver systemet mulighed for utroligt lavt dæktryk, og minimal risiko for snakebite. Jeg ville dog aldrig vælge det til en rute med skarpe klipper, hertil er de fleste ringe for skrøbelige.
Jeg må pointere, at dette er et udtryk for min personlige holdning, og at min erfaring med systemet stadig er begrænset. Jeg vil dog i den kommende sæson benytte mig meget mere af systemet. Jeg har allierede mig med firmaet ENVE, der efter min mening laver de bedste hjul til systemet. Med en vægt på 1125g for hjulsættet, giver det mulighed for at lave en meget let cykel.
