Når prioriteterne ændres.

Når prioriteterne ændres.

Nu er jeg efterhånden blevet 34 år, og selvom jeg ikke føler mig gammel, må jeg nu nok indrømme, at jeg skal til at tænke på økonomi og pension. Med andre ord, var det på tide at blive voksen, og ændre mine prioriteter. Det er bare så sørens svært, når man nu elsker friheden og at cykle rundt i naturen. Der er jo, som de fleste MTB ryttere ved,  tale om et ægte kærlighedsforhold.

Når jeg køre i bil og ser et lille listigt spor i skovkanten, som snor sig af sted imellem mos og blød nålebund, hvor små sten titter op igennem løvet, bliver jeg grebet af lyst til at springe ud af bilen og så svæve igennem paradiset på cyklen. På de gode dage bliver cyklen en forlængelse af mine lemmer, og jeg føler underlaget i hele kroppen. Jeg udnytter hver en kurve og hop til at øge farten. Kroppen virker som et kæmpe symfoniorkester, hvor musklerne er musikanter, alt er perfekt timet og i fuldstændig harmoni. Man mærker suset når begge hjul drifter helt kontrolleret igennem svingene, og berøringen af bremsen næsten bliver til kærtegn.

Det er disse øjeblikke, som gør det svært at lægge cyklen på hylden, og hvorfor jeg ikke kan stoppe. Samme følelse kan det give når man vrider håndtaget og ens konkurrencer må resignere, så man kan sejle hjem til hyldest og sejer. Eller når jeg træner med en god holdkammerat og vi battler nedad bakkerne, skærer svingene lige på grænsen og skiftes til at tage føringen.

Det er oplevelser, som danner mig som person og giver mig indre ro. Det er mit drug, og endda helt naturligt og næsten helt uden bivirkninger.

Skulle jeg så stoppe med at cykle fordi fødselsattensten siger 1979? ALDRIG!! Jeg lægger det først på hylden, når jeg ikke synes det er sjovt mere, om det så først sker når jeg er 95 år vides ikke. Det er sådan set også lige meget, det vigtige er, at jeg cykler, fordi jeg elsker at cykle og ikke fordi jeg drømmer om at få hæder, ære og omverdens bekræftelse.

 

Nu tilbage til overskriften, så har livet det med at være uden omtanke for, hvad det er man selv ønsker. Så jeg har længe vist, at jeg skulle til at ændre mit liv. Til noget der ligner det liv de fleste andre mennesker har. 37-45 timers arbejdsuge og med træningen som sidste prioritet.

Nu kunne nogle måske tro jeg var lidt træt af det hele, men sådan er det langtfra. Jeg har nemlig fået et ekstra job, som kan give mig lidt af de samme oplevelser, som før beskrevet. Jeg får endda lov at køre på cykel engang imellem, og så har de et MØG-fedt team af ansatte. Firmaet hedder Running26 og kender du det ikke endnu, kommer du helt sikkert til at kende det.

Hvordan det hele ender op og om jeg bliver en snegl på cyklen er umuligt at gætte om, men en ting er sikkert, jeg bliver en lykkelig snegl, og en snegl med ambitionerne i takt indtil videre.

team foto

 

2 tanker om "Når prioriteterne ændres."

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *