Nu har vi i snart 1 1/2 år, kørt røven ud af bukserne for at skaffe en plads til OL. Vi ved i skrivende stund ikke hvordan vi står, men en ting er sikkert. Vi vil gøre alt for at få de sidste point i morgen. Ruten er teknisk og udfordrende, især hvis det bliver vådt, men det er jo ens for alle. Vi har idag set, at de allerbedste også slås med ruten, så helt skidt kan det jo ikke være.

Der har også været en masse andre som vi skylder en tak, bl.a. Anders fra Hustlerne og Kalundborg cykelklub. De har valgt at gøre en ekstra stor indsats, ved at støtte os og skaffe andre, som har støttet os. Deres støtte falder på et meget tørt sted og de har givet liv til vores drøm, om at få en mand kvalificeret til OL.

Beslutningen om at hjælpe kommer sig af, at Kalundborg cykelklub er dybt uenig i DCUs belutning og det varmer hos både hos Klaus og jeg, da det bekræftiger os i, at vi ikke er helt galt på den. Det kan godt være vi ikke vinder worldcups, men det er der faktisk kun 5-10 mand i verden, som er i stand til. Vi har nu gennem næsten 2 år vist et højt niveau også internationalt og det er faktisk ikke så dårligt endda. Vi har jo modsat andre lande kun to ryttere som rigtig skaffer point, hvor de andre lande har tre.

Det er et kæmpe skulderklap til os, fra en klub med så stolte traditioner inden for verdensklasse MTB. Klubben har gennem tiden fosteret en rytter som Henrik Djernis, der blev verdensmester hele 3 gange.

Der skal derfor lyde en kæmpe tak til alle de rare mennesker, som støtter os.

Det store spørgsmål er så, klarer vi den? Tjaa det er det vist kun UCI, som kan svare på, men det ender vist med ”målfoto” både hos herrene og damerne. Uhhh det bliver spændende!!!

Vi er midt i maj, men vejret leger vist snare marts. Det var i hvert fald koldt i Kolding søndag den 13/5. Modsat de sidste dage holdt det tørt, og det var der vist mange, som var glade for.

Jeg har jo været en del væk fra familien på det sidste, så da der nu var løb på hjemmebane, valgte vi at gøre det til lidt af en familie tur. Jeg trængte også til at komme i god tid til en rute for en gangs skyld. Så fredag pakkede jeg bilen og drog til Kolding. Ruten var halvt mudder/pløre/slam og så stabilgrus. Det virkede næsten umuligt, at få en god rute ud af det. Kolding MTB må dog være lidt af nogle tryllekunster, for i løbet af lørdagen var ruten blevet 2/3 stabilgrus og 1/3 fast mudder. Nam Nam det kan vi lide!!

Faktisk vil jeg sige, at jeg primært kører på mtb for at kunne cykle rundt. Det har ellers været mere reglen end undtagelsen at ruterne kun kunne køres hele vejen rundt, hvis det var knas tørt. Hvilket sker sådan ca. hver 100.000 år i Danmark. Derfor var det næsten sikkert, at vi skulle af cyklerne og løbe på de helt stejle stigninger.

I år har det bare været anderledes, man har lagt cross/duatlon fra sig og er begyndt at bygge ruter, som både er sjove, når det er tørt og også når det drypper lidt. Det er en rigtig god udvikling, og jeg håber så inderligt det fortsætter. Det er jo netop, fordi vi kan lidt at cykle, at vi stiller op hver søndag. Det med mudder i knæhøjde og løben med cykel på ryggen, det kan cross-folket beholde for sig selv.

Tilbage til løbet. Det var som beskrevet en sjov rute, og der var deltagelse fra både Holland, Sverige og England, så der var langt op til race. Jeg selv har trænet hårdt på det sidste og synes jeg er ved at få hul igennem. Dog manglede jeg lige de sidste procent for at kunne følge Klaus Nielsen, som vandt løbet. Jeg følte mig dog habilt kørende og tror jeg kan lave et godt resultat i Frankrig på søndag i worldcuppen.

Løbet gav mig også mulighed for at prøve vores nye team cykel. Det er den velkendte Shark ramme, med Shimano XTR og Token udstyr. Den vejer 8.5 kg kampklar. Jeg har valgt den med race gearingen på 40/28 (11-34), som jeg synes er lige i skabet. Bremserne er i en klasse for sig og de nye Token hjul (CA18C) sætter prikken over i`et. Men det er selvfølgelig bare min mening.

Feltet var lidt amputeret med afbud fra både Klaus N. og Holte drengene, så Casper Saltoft, Johnni Junker og jeg så frem til lidt T-bikes dominans. De to maraton eksperter fra 29ers racing var de største konkurrenter, og så med den unge Niels Rasmussen fra Vejle som en dark horse.

Starten var, som den plejer, lidt mere rolig, og ret hurtigt sad vi 5 mand tilbage. Casper, de to 29” drenge, Niels og mig selv. Da vi ramte bakkerne i skoven, kørte jeg fra, det gik rigtig fint og med 25 km til mål havde jeg 3 min ned.

Men så skete det!

Da jeg kom til et T-kryds, stod der en dame fra hjemmeværnet og vinkede mig til højre, og ud på en stor vej. Jeg fortsatte i lang tid, indtil det gik op for mig, at det måtte være forkert. Jeg var rasende, og vendte cyklen, og kørte slukøret modsat. Pludselig dukkede forfølger gruppen op i det fjerne, og jeg fik vendt cyklen i et ruf. Det kunne jo ikke passe at vi var 5 ryttere, som havde misforstået vejvisningen? Efter endnu et stykke tid, måtte jeg sande, at det virkelig var galt og jeg ventede på gruppe 2. De var lige så forvirrede og efter en del snakken, besluttede vi at vende om. Da vi kom tilbage til damen stod hun og sendte folk den modsatte vej.

Vi valgte at køre løbet færdig og så tage den med løbsledelsen. Vi følte os rimelig snydt. Der er ingen tvivl om, at det var en rigtig skidt situation for alle og til sidst fandt man en løsning, som alle kunne acceptere. Det har bare altid været mig imod at skulle afgøre cykelløb i forlig, men det var bare den eneste løsning. Så jeg tror at alle sad tilbage med en flad fornemmelse bagefter.

Selve løbet og rammerne omkring var dog rigtig godt skruet sammen, og jeg tror løbet har format til at blive et af de helt store. Det er i hvert fald sikkert, at jeg skal tilbage og have revanche næste år.

tak for lån af billed Pingel MTB.

Først var vi i Østrig, på en meget vanskelig men rigtig sjov rute, her blev jeg 17 i et rigtig stærkt felt. Så jeg var faktisk rimelig tilfreds.

Weekenden efter var det Stoumont i Belgien lørdag og Heubach i Tyskland søndag. Stoumont ruten var noget af et show. Der var mange steder, som kun Klaus kunne køre og mængden af rødder og dårlige ben satte mig hurtigt ud af spillet. Jeg valgte derfor at satse på Heubach.

Ruten i Heubach har jeg kørt før, eller rettere for 4 år siden, kørte jeg den kun som træning. Det lykkes mig aldrig at komme rundt uden styrt. Så da dagen for løbet kom, valgte jeg ikke at køre og i stedet lange flasker til Johnni.

Siden den dag har det naget mig og jeg har haft mine kvaler med at skulle køre løbet igen. Det var derfor ikke uden spænding, at jeg stod klar til start om søndagen. Det skal siges, at vi på grund af programmet ikke nåede at køre en eneste runde inden start. Det betød, at jeg skulle køre min første runde i hektisk kamp med mange andre. Det kan godt give lidt kilden i maven!

Heldigvis har mit tekniske niveau flyttet sig lysår siden den gang for 4 år siden og jeg synes faktisk ruten var super. I hvert fald lige indtil jeg fik min første punktering. Indtil dette skete, var jeg faktisk meget godt med. Desværre fik min rejsekammerat Klaus N. også en punktering. I et felt med stjerner som Kulharvy, Giger og mange mange flere, betyder en punktering desværre, at det ikke bliver til nogle point. Så weekendens eneste lyspunkt var den flotte 3 plads Klaus fik i Belgien.

Det kan godt være, det gør ondt, når man styrter, men det er altid meget værre dagen efter. Denne gang var det ingen undtagelse og jeg må sige, at få kroppen ud af sengen var dagens første kamp. Bagefter var det med at få gang i kroppen, det gør også naller, men så er vi også i gang. Ventetiden op til et løb er altid irriterende lang. Jeg foretrækker at komme igang, og endelig blev klokken 14. Min opvarmning var gået rigtig godt, og jeg kunne tage starten ” oversat betyder det, at man føre feltet an”. Det er lidt udsædvanligt for mig og jeg måtte da også slå op i banen efter første omgang, hvor jeg havde kørt over evne. Det tager altid lidt tid at finde rytmen igen og jeg dumpede ret hurtigt ned igennem feltet. Heldigvis fik jeg styr på mig selv og kunne starte på forfølgelsesløbet. Der kom desværre allerede trafik på 2 omgang og med den meget snævre rute, betød det, at man virkelig kunne være uheldig og miste meget tid. Det blev også tilfældet, og jeg kunne desværre ikke hente de 3 forreste ryttere. Det skal dog retfærdigvis siges, at jeg aldrig kunne have hentet rytteren som vandt, han var for hurtig på dagen.

Opsumeringen bliver, at jeg blev 4 fik en god del point til projekt OL, nogle nye venner og et stort blåt mærke.

Nu håber jeg bare at Allan Carlsen, som jeg bliver behandlet af, kan redde min stakkels krop.

Næste opgave bliver HC løb i Østrig den 22. april.

På cykel fronten er der også noget virkelig spændende på vej, så hold øje med hjemmesiden det næste stykke tid.

Den ene aften skulle vi spise sammen og vores selskab på 3 blev pludseligt til et 12 mands bord, med ”dele” mad og det hele. Vi var fra Danmark, Iran, Tyrkiet, New Zealand, Spainen, Schweiz og Afganistan. Det var en utrolig aften og endte med levende musik og dans, vel at mærket uden noget alkohol overhovedet. Det er tankevækkende, når vi i Danmark ofte har alkohol som det centrale ved sociale samlinger.

I Göreme er mange huse hugget direkte ind i klipperne, og mit hotelværelse er også en sten-hule med en dør og et vindue. Første dag var det lidt som at sove i en kirke (backslash) gravkammer, men nu har jeg fundet mig tilrette og fået plads til cyklen, hvilket jo er det mest vigtige.

Dette leder mig hen på det, som turen drejer sig om nemlig cykelløbet. Jeg ankom torsdag aften og fik cyklen samlet fredag morgen. Så jeg kunne køre ud og finde ruten. Det lykkes mig ikke, men på vej hjem mødte jeg to ryttere fra Iran og Georgien, som viste mig ruten. Husk på det er mine konkurrenter, men de viste hele sporet også et par små genveje. Da de så bagefter inviterede mig med ud at spise, var jeg noget paf, for en sådan gæstfrihed virker jo næsten lusket.

De viste sig dog bare at være flinke, og jeg skammer mig nu over mine tanker.

Ruten er lidt som en rutsjebane. Op og ned hele tiden med massere af sving og bump. Den lægger op til fart og er samtidig virkelig hård. Særlig det hårde underlag med løst grus oven på volder lidt besvær. Det lægger op til en fart, som underlaget er for løst til. Måske derfor eller fordi jeg blev overmodig, tog jeg et hardcore styrt til lørdagens træning på ruten. Det er super dumt, og jeg er gul og blå på hele kroppen nu, men intet alvorligt. Nu skal jeg bare prøve at blive klar til løbet.

Det var en smuk morgen, som havde trukket det meste af den danske cykelelite til start. Det betyder, at man skal stå tidligt op for at være med i kampen. Jeg må sige, at jeg blev lidt betænkelig, for mine forberedelser havde været langtfra optimale. Jeg har trænet hårdt og i stedet for hvile, brugte jeg lørdagen på at vaske træværket på huset. Det betyder op og ned af stigen hele dagen. Nå så Klaus Nielsen, Jonas Pedersen, Thomas Bonne, DMK drengene og mange andre står klar på stregen, kunne jeg godt regne ud at det ikke ville bliver en ”Walk I the park”.
Det blev da også meget hurtigt klart for mig, at det kom til at gøre ondt at få mit hattrick.
1 omgang tog Klaus fronten og sled hurtigt det store felt op, så der blev dannet en lille eksklusiv gruppe. Denne gruppe blev dog mindre og mindre og ud på anden omgang var der kun Jonas, Bonne og jeg tilbage. Klaus valgte at gå i pit, da han var småsyg, og hellere ville være frisk til sæsonåbningen i Århus.
Selvom jeg led i starten, ved jeg, at når de første 1.5 time er kørt betyder friskhed mindre og grundform mere, så jeg besluttede at vente lidt med et angreb. På 3 omgang begyndte Bonne at spørge om, hvor mange omgange der var tilbage. På cykelsprog betyder dette ” jeg er helt kneppet, og kan ikke tælle mere”.
Så vores lille trio blev til en duo på sidste omgang. (Respekt for Thomas han er vist på vej tilbage) Nu skulle jeg bare have styr på Jonas. Han havde virket mærket og da han satte farten ned i det tunge singeltrack, blev vi enige om, at det nok var bedst jeg førte lidt mere. Helt hvad der herefter sker, ved jeg faktisk ikke. Han slipper mit hjul på et stykke grus og bliver hentet af DMK drengene efterfølgende. Så med 3.5 min ned til nr 2, kunne jeg køre i mål med mit hattrick.

Jeg har i øvrigt en klage. Jeg havde stillet 2 flasker i depotet. Da jeg skal tage den første på 2 omgang, opdager jeg, at en eller anden ”skurk” har stjålet min ene dunk! Hvilket betød, at jeg de sidste 2 omgange skulle køre på 500 ml vand, og det er ikke særligt sjovt, da det faktisk var ret varmt i dag. Så er det sørendanseme heldigt, at Klaus Nielsen er så rar at stå klar i depotet, med en af sine dunke. Det er da en god kammerat!
Det kan stadig komme bagpå mig, hvor flinke MTB folket er, bliv nu endelig ved med det.tak for lån af billed Jens Thomasberg